Pagten med djævelen

Karen Blixen gav afkald på et erotisk liv, sandsynligvis fordi hun blev smittet med syfilis på sin bryllupsnat.

"Da det skete for mig, og der ingen hjælp var at hente hos Gud, og De må kunne forstå, hvor forfærdeligt det er for en ung kvinde ikke at have lov til at elske og favne, da lovede jeg Djævelen min sjæl, og han lovede mig til gengæld, at alt hvad jeg herefter oplevede skulle blive til historier."

Karen Blixens platoniske forhold

Karen Blixen giftede sig aldrig igen, men hun havde indtil flere yngre forfattere så tæt inde på livet, at det blev et følelsesmæssigt og åndeligt afhængighedsforhold. 

"De er mit Liv, inderst inde. Tanken paa Dem er som et Lynnedslag af Alvor midt i Flygtigheden og Forvirringen, der blot trækker forgængelige Striber forbi mine Øjne. Jeg vil gøre alt for Dem!".

Sådan skrev Thorkild Bjørnvig til Karen Blixen i 1950. Han skrev bogen Pagten (1974) om deres forhold. Læs mere om forholdet mellem Blixen og Bjørnvig her

Du kan også høre en podcast om Thorkild Bjørnvigs søn Bo Bjørnvig, der fortæller om hans fars forhold til Karen Blixen

Litteraturforskeren Aage Henriksen havde også et særligt forhold til Karen Blixen. Det lavede hans søn Morten Henriksen filmen Bag Blixens maske om i 2011 (se et sammendrag af filmen i videoen herunder).

Karen Blixen og kønsrollerne

Som privatperson holdt Karen Blixen på, at mand og kvinde i deres samliv med fordel kunne udnytte hinandens forskelligheder. I samspillet måtte de to køn være gensidigt loyale, men også give hinanden frirum. De kunne ikke sætte sig på hinanden med moralske krav. I hendes fortællinger ser det anderledes ud. Personerne har skiftende identiteter og vi kender dem kun overfladisk. De kan optræde forklædt og ser ud til at være nogle andre, end de viser sig at være.

Karen Blixen i Pjerrotkostume

I privatlivet oplevede hun netop, hvor svært det er at praktisere samlivet og respektere hinandens forskelligheder. Hun havde erfaret, hvor forskellige de to køns betingelser og muligheder er. 

I forfatterskabet sætter hun forskellighederne på spidsen ved at rykke handlingen tilbage til 1800-tallet, hvor kønsforskellene var endnu større. Hun kredser også om det, der vanskeliggør forholdet mellem mand og kvinde. 

I forskellige fortællinger viser Blixen, hvordan manden kommer til kort i kønnenes møde, men hun viser også, hvordan kvinden i sin tænke- og handlemåde hæmmes af en borgerlig (konservativ) opdragelse og et borgerligt miljø. 

Mange af Karen Blixens fortællinger indeholder en mærkværdiggørelse (noget særligt, som vi lægger mærke til) af vores traditionelle opfattelser af køn, der for mange synes naturlige. Hun behandler ofte kønnene skævt (modsat en naturlig opfattelse) i beskrivelsen af deres følelsesmæssige og seksuelle forhold til hinanden. Det kommer blandt andet til udtryk i skildringen af ægteskabet i hendes fortællinger - ofte som et skævt syn på kvinden fx ved at lade de kvindelige personer drømme om noget farligt og vildt.

Freud og "det fremmede"

En af Freuds pointer er, at det uhyggelige ikke er det fremmede og det ukendte, men derimod noget vi genkender, noget ”kendt” fra vores eget ubevidste dyb; det er måske knyttet til ’u-normale’ ønsker, noget som vi har fortrængt og ikke vil eller kan vedkende os.

Dette uhyggelige er ikke noget nyt eller fremmed, men noget, som sjælelivet lige fra første begyndelse har været fortrolig med. Det uhyggelige er altså både hemmeligt og hjemligt - det er både fascinerende og angstfremkaldende.

Arbejdsspørgsmål til Ringen (1958)

1. Beskriv Lises forvandling fra én kvindetype til en anden i løbet af fortællingen. Giv eksempler fra teksten.

2. Giv et bud på, hvad der sker i skoven, da Lise møder den fremmede, og som vi ikke hører om i fortællingen. Jf. afsnittet om Freud og "det fremmede" ovenfor.

3. Udpeg de centrale symboler i fortællingen. Hvad betyder de?

Bonus: 

Hvis I har lyst til at se en filmatisering af Ringen fra 1988. Klik her
I kan også høre en radiodramatisering af Ringen fra 2013 her

Karen Blixens skæbnebegreb

Et centralt tema i Karen Blixens forfatterskab er spørgsmålet: "Hvem er jeg?". Blixens fortællinger kredser ofte om personer, der prøver at finde deres identitet - meningen med livet. Personerne leder efter et ståsted i livet, hvor de kan se og forstå den sammenhæng, som de indgår i. Det gælder om at finde sin rolle (sin plads i livet), og spille den så godt som man kan. Blixen kalder dette "at finde sin skæbne". 

Personerne i hendes fortællinger er udspaltninger af hende selv - hun gemmer sig bag dem og baserer dem på hendes egne oplevelser. Hun tilslører meget mere end hun viser i historierne. Hun har sagt: "Den halve sandhed er meget mere end den hele sandhed." Denne gemmeleg er central i hendes forfatterskab. Hun skrev ofte under pseudonym (et falsk navn), som hun gemte sig bag fx Isak Dinesen og Osceola. 

Almindelig definition på skæbne

Skæbnen opfattes som den forudbestemte historie, der afgør, hvad der skal ske med os mennesker i fremtiden. Nogle mennesker tror på skæbnen, andre gør ikke.

Karens Blixens skæbnebegreb

Skæbnen er de vilkår, der er fælles for alle mennesker OG de særlige anlæg og evner, der er forudbestemt for det enkelte menneske. Kun igennem handling kan mennesket udvikle sig og finde sin personlige skæbne. Det gælder om at finde sin rolle i livet og spille den, så godt man kan ved at bruge sine særlige anlæg og evner.

Paropgave:

Diskutér forskellen på de to definitioner af skæbne og skriv en kommentar.

Paropgave:

Sandhedens hævn

"Sandheden er, at vi alle spiller med i en marionetkomedie. Hvad det især gælder om i en marionetkomedie er at holde forfatterens idé klar, ja driv den ud i den yderste konsekvens".

Diskutér, hvordan I forstår citatet og skriv en kommentar. 

Arbejdsspørgsmål til Ringen (1958)

1. Ifølge Blixen bør "det enkelte menneske vælge sin egen skæbne og følge sin natur". Peg på ét eller flere steder i fortællingen, hvor det kommer til udtryk.

2. Redegør for fortællingens indre og ydre komposition.

3. Se citatet ovenfor. Fortælleren er altid en del af Blixens fortællinger. Hvordan kan vi se i Ringen, at forfatteren har en klar idé med historiens forløb?