"Da det skete for mig, og der ingen hjælp var at hente hos Gud, og De må kunne forstå, hvor forfærdeligt det er for en ung kvinde ikke at have lov til at elske og favne, da lovede jeg Djævelen min sjæl, og han lovede mig til gengæld, at alt hvad jeg herefter oplevede skulle blive til historier."
Karen Blixens platoniske forhold
Karen Blixen giftede sig aldrig igen, men hun havde indtil flere yngre forfattere så tæt inde på livet, at det blev et følelsesmæssigt og åndeligt afhængighedsforhold."De er mit Liv, inderst inde. Tanken paa Dem er som et Lynnedslag af Alvor midt i Flygtigheden og Forvirringen, der blot trækker forgængelige Striber forbi mine Øjne. Jeg vil gøre alt for Dem!".Sådan skrev Thorkild Bjørnvig til Karen Blixen i 1950. Han skrev bogen Pagten (1974) om deres forhold. Læs mere om forholdet mellem Blixen og Bjørnvig her
Du kan også høre en podcast om Thorkild Bjørnvigs søn Bo Bjørnvig, der fortæller om hans fars forhold til Karen Blixen
Litteraturforskeren Aage Henriksen havde også et særligt forhold til Karen Blixen. Det lavede hans søn Morten Henriksen filmen Bag Blixens maske om i 2011 (se et sammendrag af filmen i videoen herunder).
Karen Blixen og kønsrollerne
Som privatperson holdt Karen Blixen på, at mand og kvinde i deres samliv med fordel kunne udnytte hinandens forskelligheder. I samspillet måtte de to køn være gensidigt loyale, men også give hinanden frirum. De kunne ikke sætte sig på hinanden med moralske krav. I hendes fortællinger ser det anderledes ud. Personerne har skiftende identiteter og vi kender dem kun overfladisk. De kan optræde forklædt og ser ud til at være nogle andre, end de viser sig at være.![]() |
Karen Blixen i Pjerrotkostume |
I forfatterskabet sætter hun forskellighederne på spidsen ved at rykke handlingen tilbage til 1800-tallet, hvor kønsforskellene var endnu større. Hun kredser også om det, der vanskeliggør forholdet mellem mand og kvinde.
I forskellige fortællinger viser Blixen, hvordan manden kommer til kort i kønnenes møde, men hun viser også, hvordan kvinden i sin tænke- og handlemåde hæmmes af en borgerlig (konservativ) opdragelse og et borgerligt miljø.
Mange af Karen Blixens fortællinger indeholder en mærkværdiggørelse (noget særligt, som vi lægger mærke til) af vores traditionelle opfattelser af køn, der for mange synes naturlige. Hun behandler ofte kønnene skævt (modsat en naturlig opfattelse) i beskrivelsen af deres følelsesmæssige og seksuelle forhold til hinanden. Det kommer blandt andet til udtryk i skildringen af ægteskabet i hendes fortællinger - ofte som et skævt syn på kvinden fx ved at lade de kvindelige personer drømme om noget farligt og vildt.
Freud og "det fremmede"
En af Freuds pointer er, at det uhyggelige ikke er det fremmede og det
ukendte, men derimod noget vi genkender, noget ”kendt” fra vores eget ubevidste
dyb; det er måske knyttet til ’u-normale’ ønsker, noget som vi har fortrængt og
ikke vil eller kan vedkende os.
Dette uhyggelige er ikke noget nyt eller fremmed, men noget,
som sjælelivet lige fra første begyndelse har været fortrolig med. Det uhyggelige er altså både hemmeligt og hjemligt - det er både fascinerende og angstfremkaldende.Arbejdsspørgsmål til Ringen (1958)
1. Beskriv Lises forvandling fra én kvindetype til en anden i løbet af fortællingen. Giv eksempler fra teksten.2. Giv et bud på, hvad der sker i skoven, da Lise møder den fremmede, og som vi ikke hører om i fortællingen. Jf. afsnittet om Freud og "det fremmede" ovenfor.
3. Udpeg de centrale symboler i fortællingen. Hvad betyder de?
Bonus:
Hvis I har lyst til at se en filmatisering af Ringen fra 1988. Klik herI kan også høre en radiodramatisering af Ringen fra 2013 her